Velkommen til Art by Netha

Hej med dig, mit navn er Netha.
Jeg er 32 år, bor på landet lidt udenfor Skive sammen med min kæreste, vores to hunde, og vores sammenbragte børn.

Jeg har altid elsket at male, og da jeg var barn tegnede jeg konstant. I mange år var mine drømme også at det kreative skulle være mit erhverv, men jeg udviklede angst som satte en stopper for de store drømme.

Efter mange års sygdom, lykkedes det mig at komme så meget ud af angsten at jeg ikke mærker til den til dagligt. Når jeg bliver stresset titter den lidt frem, men så sætter jeg mig ned og maler, og så forsvinder det igen, fordi mine tanker er optaget af det der foregår på papiret foran mig.

Jeg har altid været ked af at mine tegninger bare endte i skuffen, og ikke blev brugt til noget. Lige der startede drømmen, om engang at kunne få lov til at sælge mine tegninger som prints. Nu er jeg så her hvor den drøm er blevet til virkelighed, og jeg er virkelig stolt af hvor langt jeg er nået. Det betyder også at hver gang du køber et af mine prints, så bliver jeg fyldt op af en kæmpe stolthed og glæde over jeg nu lever min drøm.

Det vil gøre mig meget glad hvis du kunne have lyst til at kigge dig omkring, og følge med på instagram samt facebook hvor jeg poster mere fra tegneprocessen.

Rigtig god fornøjelse

PLAKATERNE

Jeg maler primært med akvarel (vandfarver) eller med permanente sorte fineliners, som egentlig er to modsætninger. Der er dog én ting de har til fælles: Man kan ikke fortryde en streg. Dette er både vildt angstprovokerende, og på samme tid afstressende. At male og tegne på denne måde, har lært mig at give slip på kontrollen, og bare se hvad retning billedet vil i.

Jeg elsker at male dyr, og det er nok det du kommer til at se mest af her inde. I ny og næ kaster jeg mig dog også over et portræt på bestilling, eller abstrakte billeder lavet med alkohol ink. Så tøv endelig ikke med at kontakte mig hvis du overvejer at få lavet et billede på bestilling – Det er ganske gratis at spørge, og jeg siger kun ja til opgaver jeg føler jeg kan løse ordentligt.

Når jeg har et billede jeg er tilfreds med, så bliver det scannet ind og rettet til på computeren inden det er klar til print.

Alle plakaterne er trykt på 160g ubestrøget papir med en mat finish og utrolig jævn farvegengivelse. Papiret er Svanemærket, FSC mærket og har EU Blomsten.

Mange andre printer på blankt papir, men dette har jeg fravalgt, da jeg anbefaler at plakaterne kommer i ramme. I den forbindelse vil jeg gerne minimere refleksioner, for at billedet tager sig bedst muligt ud når I får det op på væggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.